Guitarist Mads Hyldahl.                                                                                                   Født i 1985 og opvokset i Hou Nordjylland

Mads fik sin første guitar da han var 8 år gammel og startede i musikskolen.     Han gik der dog ikke ret længe da han var en smule utålmodig og ville spille lead guitar fra dag et.   Mads’ bror, som er 9 1/2 år ældre, gik på det tidspunkt på en musikskole hvor konservatorie-musikere m.m. havde deres daglige gang, og det han lærte dér, tog han med hjem og viste til Mads – selvfølgelig uden at fortælle sværhedsgraden på det. Der kom til at trille en del tårer ned af guitaren, men stædig som han var, blev han ved med at øve og fik det også lært. Der gik ikke længe før de første Blues og Country riff var lært. Musikken, der blev lyttet til og spillet, var ikke det som andre på den alder hørte. Det var musik som Mads’ bror spillede i sit band, og det forældrene hørte, så i en alder af 10 år, blev det første band startet og den stod på Creedence, Bamses Venner m.fl. og de havde deres første job samme år. Gennem folkeskolen var der ikke tvivl om, at det var musikken, der fangede ham – alt andet var rimelig ligegyldigt. Skolen havde musical hvert år og der spillede han selvfølgelig med, og selv da han forlod folkeskolen efter 9. klasse, fik han et opkald fra sin gamle musiklærer, om han ikke ville hjælpe med at undervise musical holdet. Det takkede han ja til, og det gav ham også mod til at undervise i andre sammenhænge, bl.a. i kommunens forskellige ungdomsklubber. Sideløbende med det, gik han på Den Rytmiske Dag- og Aftenskole i Aalborg, hvor de musikalske grænser blevet flyttet og udfordret.

Mads har ikke været mere end 16-17 år da han begyndte at tage ud og spille med sin bror til forskellige fester, og værtshuse. Her spillede han bas og Mads’ bror spillede guitar og sang. Dette gjorde de i en del år og på et eller andet tidspunkt, fik mads guitaren i hånden, med beskeden fra sin bror “du har alligevel overhalet mig på guitar, så du kan ligeså godt gøre det, når vi er ude” Mads’ bror tog bassen og de fik en trommeslager med. Denne trio var starten på dét at spille i et rigtig fest/danse band og der var ingen tvivl om, at det var dét han skulle.

I hverdagene arbejder han på at bygge et studie op, hvor der også ender med at blive produceret en masse dansktop albums. I den forbindelse møder Mads, Frank Thøgersen som skulle spille trommer på et album.Der bliver selvfølgelig snakket en helt masse musik ,og Mads syntes det lyder vildt fedt, det der med at spille i et større orkester, og efter godt 7 år med sin trio, skulle der ske noget nyt og større, og han lavede et nyt band, der blev meget inspireret af Kandis m.fl. Han var tit ude og lytte til Kandis og snakkede også jævnligt med Jens Erik og Frank om teknik osv., for når det virkede for Kandis, måttet det da også virke for hans eget band.

De seneste 7 år har Mads Hyldahl brugt sin tid i sit eget orkester, som foruden et hav af dansearrangementer, byfester, halballer og privatfester, også har kunnet opleves som opvarmning for navne som Birthe Kjær, Johnny Madsen og ikke mindst Kandis!

Dette band bliver lidt et springbræt til flere musiker kontakter, og han ender med at spille med et andet større dansk danseband i en periode, sideløbende med sig eget. En dag ringer Nordjyske Ib Grønbech, der har hørt Mads spille i en video, der var lagt på Facebook, og ville egentlig bare høre om ikke han ville spille guitar med ham. Det takkede han ja til med det samme, da Ib grønbech var noget af det han faktisk lyttede til, da han startede med at spille, og på en eller anden måde et idol (ja man er vel fra landet).

Coronaen kom og som alle andre musikere ramte det hårdt at se alle jobs forsvinde, og efter noget tid skulle der ske noget, så Mads startede uddannelse som elektriker, hvilket han gjorde i ca 1 år. En dag ringer telefonen og i den anden ende er Johnny Hansen…Ja, sådan kan det gå. Nu er han altså med i det band, som han i første omgang gik og fik inspiration fra. Mads har dygtiggjort sig vidt og bredt indenfor musikken – ikke kun på instrumenter som guitar, bas, trommer, klaver m.m. Men han har ligeledes en hel del musikproduktioner bag sig med alt fra indspilning, til mix og master. Mads har et helt fantastisk øre for musik og lyd i det hele taget, som også er kommet til udtryk da han i al sin live-optræden også har fungeret som lydmand, samtidig med sin optræden på scenen.

Mads bor på en ejendom på landet lidt uden for Hals, sammen med sin hustru Lena og deres to chow chows. Når det ikke er musikken, bruges der tid på deres havedam med Koi karper og der bliver også tid til nogle ture på deres to motorcykler.

Scroll to Top